14 dages op- og nedture

De første 14 dage i New Zealand har været lidt af en rutsjebanetur. Vi synes allerede nu, at vi har oplevet så meget, at det føles som om vi har været her i måneder.

Da vi skulle betale for vores bedmobil, fandt vi ud af på den hårde måde, at det er en god ide at have to forskellige betalingskort med. Vi havde jo ellers tænkt, at NZ er et civiliseret land, hvor man kan bruge sit visakort alle steder. Det er også rigtigt – Vi havde bare ikke lige tænkt over, at der er en begrænsning på, hvor meget man kan hæve pr. dag og pr. måned. (Det burde de da vide – og ja det burde vi…) Vi havde ramt loftet ved at betale for Esbens behandling på sygehuset i Thailand, så vi kunne ikke vride det fulde beløb for vores bedmobil ud af vores visakort. Efter lange forhandlinger frem og tilbage fik vi lov til at lave en bankoverførsel på det manglende beløb, så vi kunne komme ud over stepperne med vores rullende base. Og så vi skal vistnok have bestilt et mastercard, når vi kommer hjem.

I tillæg var Esben bestemt ikke blevet rask. Han hostede meget og blev helt vildt træt og fik feber når det blev aften. Så vi frekventerede en læge i auckland, som konstaterede, at han havde lungebetændelse og hvæsede meget på lungerne. Så han fik en hestekur penicillin med hjem og ny astmamedicin. (I øvrigt fortalte lægen at NZ er et rigtigt dumt land at rejse i, hvis man har tendens til astma. Der er rigtigt meget pollen i luften hernede fra de importerede træsorter, som stortrives i det lune klima)

Medicinen hjalp heldigvis hurtigt, og vi var endelig klar til at tage ud på eventyr og det har der været masser af.

Her på nordøen har den primært stået på vulkaner, geysere og boblende mudder. Esben og Stine var på White Island – en helt ægte aktiv vulkanø med lugt af rådne æg, spruttende geysere, masser af damp og ørkenlignende landskaber. Vi skulle have hjelme og gasmasker på, og det var en fantastisk tur. I tillæg fik vi så lov på sejleturen tilbage, at se en stor flok delfiner boltre sig i vandet. Det var en kæmpe oplevelse.

Derefter gik turen til Rotorua på midten af Nordøen. Byen er kendetegent ved samme stank af rådne æg som på vulkanen. Underdrunden er fuld af varme kilder som bobler op midt i byens park, nogle gange som damp op af kloakerne og selvfølgelig i de deciderede termiske områder, hvor der er geysere. Det er er rigtig spændende by - og egentlig ganske mindboggling at magmaen "kun" er ca. 5 km under ens fødder, når man går rundt i en by, hvor folk lever og arbejder og har gjort det i næsten 1000 år.

Rotorua er også maoriernes kulturelle hovedstad. Der er masser  af arrangementer, hvor man kan få et lille indtryk af deres kultur. Maorierne har været i New Zealand i ca. 800 til 1000 år. De kom hertil fra øer i Stillehavet og deres kultur er beslægtet med kulturen på Cook Islands, Samoa og Hawaii. Vi tog børnene med ind for at se en optræden i Whakarewarewa (udtales fa-ka-reva-reva - sig det 10 gange efter hinanden sidst på juleforkosten) med sange, den berømte haka og introduktion til nogle af deres skikke. Det synes ungerne var meget spændende.

Haka er en krigsdans, som de brugte når de skulle i krig til at psyke krigerne op og til at skræmme fjenderne. Man kan finde eksempler på den på Youtube bl.a. hvor det new zealndske landshold i rugby "All Blacks" udfører hakaen før en kamp - ganske intimiderende.

Udover de vulkanske aktiviteter har vi også oplevet Skytower, et tårn på 328 meter og Kelly Tarltons i Auckland, som er et akvarie med Rokker, information om Sydpolen og pingviner. Vi har også været på Hot Water Beach, hvor man kan grave sig et badekar, der fyldes af varme kilder under sandet. Og så har vi selvfølgelig været i Kiwi 360, som er en park med uendelig information om nationalfrugten kiwien.

Nu er vi på vej mod Wellington, hvor vi skal fejre jul. Vi har booket en campinghytte, da vi er lidt våde efter nogle dages heftig regn i Rotorua. Så vi trænger til at kunne fejre jul i læ for vind og regn.

Vi har faktisk fået foræret et par juleoplevelser, som har været rigtigt hyggelige. I guldminebyen Waihi havnede vi midt i en juleparade med traktorer, heste segways, spejdere, pensioister, mavedansere - næsten alle frivillige i byen. Og i Whakatane var vi med til carols by candleligt. Så selv om det er anderledes at jule, når det er sommer, så har børnene fået lidt julestemning.

De første to uger har været ret heftige med mange aktiviteter. Så meget at vi lige har været nødt til at stoppe op og huske at det også er ferie, og der også skal være tid til at hygge i teltet og læse historie. Men det kan godt være svært, når der er så mange ting, man gerne vil vise sine børn. Lige her på nordøen er det hele så koncntreret. Og alt det her med vulkaner og jordskælv er noget, som Esben tænder helt vildt på, så det kan han næsten ikke få nok af. Men de næste uger bliver der nok lidt flere gåture, lidt mere lektielæsning (!), lidt mere historielæsning og og lidt længere mellem de betalte aktiviteter.