søndag den 16. januar 2011

Ekspedition på Fox gletcher

Normalt hører regnskov og gletchere ikke sammen. Men her på vestkysten af Sydøen er det muligt. Det skyldes den store mængde nedbør 45 til 60 m sne på toppen om året. Mængden af nedbør er så stor, fordi det ofte blæser varm luft fra vest, som skal op over bjergene. I højden bliver den varme luft kølet ned til sne.

Esben og jeg ville ud at gå i regnskoven og op på gletcheren. Og der skal man på en guidet tur, for området er farligt: Nedfaldne sten på størrelse med biler, gletcher-stykker som laver flodbølger. Faktisk har området allerede kræver flere dødsfald, fordi turisterne ikke bliver bag ved afspærringerne og er for nærrige til at købe en guidet tur.

Da vi havde fået udstyr (støvler og ispigge), gik vi ombord i bussen, som tog os ud til parkeringspladsen ved gletcheren. Vi blev delt op i hold af 15 mand på hver. Så var det på med rygsækken, forbi afspærringen og op til første stop. ”De næste 500 m er farlige, for en måned siden faldt alt dette her ned og ødelagde stien. Vi skal gå samlet og hurtig, ingen stop, ingen foto, ingen snørrebånd osv. Er vi klar?” spurgte guiden, og afsted det gik. ”Hvad sagde hun?” spørger Esben, ”bare gå lige efter guiden” sagde jeg. OK så var linjen ligesom lagt. Dette var ikke for tøsedrenge.

Vi kom alle over det første farlige stykke. Så gik turen op igennem regnskoven på siden af gletcheren. Det var stejlt, meget stejlt. På et tidspunkt skulle vi kravle op ad en stige, for derefter at holde fast i en jernkæde med BEGGE hænder. På den anden side af stien groede nogle små buske, som skyggede for udsigten de 120m ned i dybet. Esben vidste ikke, hvad der var bag ved buskene, det fik han først at vide da vi var kommet hjem.

Da vi havde gået i 2 timer skulle vi sætte ispigge på støvlerne, så vi kunne komme op på selve gletcheren. Når man går med ispigge, skal man gå lidt lige som John Wayne, dvs. med lidt spredte ben og med flad fod, sådan at ispiggene kan få fat. Vi gik rundt i knap 30 min inden vi holdt en pause, hvor vi kunne tage de obligatoriske billeder.



Herefter gik turen ned af gletcheren. Heldigvis skulle vi ikke samme vej tilbage, men kunne gå lags den tilbage til bussen. Vi havde en rigtig god tur. Esben og jeg nød det. Og han tog alting i stiv arm, og stillede en masse gode nysgerrige spørgsmål. Det er dejligt at være af sted med kun et barn, så man kan give ham sin fulde opmærksomhed, og så er det bare fedt at gøre noget, som ikke er for tøsedrenge

1 kommentar:

  1. Hej Esben

    Den afskyelige snemand Frost i New Zealand :-)

    Hilsen Marius

    SvarSlet