I eftermiddag gik vi en tredve minutters bushwalk i området. Vi havde egentlig ikke forventet os så meget af den, men den viste sig at have masser af wauv-effekt. Stien løber der, hvor floden kommer ud fra hulerne, og landskabet er præget af vandets påvirkning på kalkstenene, som har fået den samme pandekage effekt, som ved pandekage-klipperne på Sydøen (se nedenfor). På vejen skulle vi gennem flere tunneler i klipperne, til børnenes store spænding. Der var også et underjordisk udsigtspunkt, hvor vi kunne se floden løbe gennem en gigantisk hule med drypsten. I tillæg var hele turen gratis og ikke spor overrendt af andre turister. Sådan kan man være så heldig, når man lytter til campingmutters gode hints om lokale gåture.
Vi er altså på Nordøen og så småt på vej mod Auckland, hvorfra vi alt for snart rejser hjem. Da vi rejste fra Fox Gletcheren på vestkysten af Sydøen kørte vi videre op langs vestkysten på Sydøen for at se de nævnte berømte Pan Cake Rocks. Det var silende regnvejr, da vi kom derop, så gåturen ud for at se klipperne blev belønnet med pandekager til alle mand på den nærliggende cafe, mens regntøjet dryppede af.
Pan Cake Rocks er et geologisk fænomen som opstår, hvor klipperne består af kalksten og mudstone. Kalksten er hårdere end mudstone, så når havet banker ind på klipperne bliver lagene med mudstone vasket hurtigere væk end de mellemliggende kalkstenslag. Det giver en ret fantastisk effekt, hvor klipperne ligner kæmpestakke med pandekager, som kunne gøre Rasmus Klump og Skæg ganske mundlamme.
Den kraftige regn varede hele dagen. Planen var at vi skulle helt nordpå til Nelson, men nogle gange har naturen andre planer. Vi blev forhindret af et træ, som lå på tværs henover vejen på grund af et større jordskred. Så vi måtte et stykke vej tilbage til en campingplads i Westport for en enkelt nat for at vente på, at vejen blev ryddet.
Til gengæld havde tre dejlige dage med dejligt vejr i Nelson. Vi var en tur østpå til Picton, hvor vi skulle på sejltur for at se delfiner, og komme ud til Motuara Island. Det er et Sanctuary, et sted hvor DOC(Department of Conservation – svarer vel til Skov- og Naturstyrelsen) prøver at holde øen fri for de importerede rovdyr og pattedyr for at give oprindelige planter og især fugle et fristed. Det er rigtigt spændende, når de prøver at genskabe et stykke landskab, som det var før menneskene kom til NZ. I de områder er der fugle, som er tæt på udryddelse, der får en mulighed for at genetablere en holdbar bestand.
Vi så delfiner på vej derud. Det var ikke nogle særligt livlige nogle, men pigerne havde ikke set dem før, så de syntes det var sejt. Og på og omkring øen så vi flere fuglearter, som er sjældne.
På Nordøen tog vi via Whanganui op til Tongariro National Park. I Whanganui var der rigtigt meget vand i floden. Sommeren hernede har været meget våd med meget voldsom regn.Ikke som i Queensland i Australien selvfølgelig, men stadig værre end de er vant til hernede. To gange har vi oplevet i resterne af en tropisk cyklon. I Nyhederne har de fortalt om floder der er gået over deres bredder, og flere gange har der været veje der har været spærret på grund af jordskred. Det er tankevækkende, og man ikke lade være med at tænke på fremtidens ekstremvejr, og de omkostninger, der skal til for at rydde op efter det.
Tongariro Nationalpark er et område med tre store vulkaner, hvoraf en - Mt. Ruapehu - var i udbrud senest i 96. Den første dag tog vi stoleliften op på Ruapehu i smukt vejr. Vi klatrede op af bjerget for at finde evig sne til ungernes begejstring, og vi spiste is på den højst beliggende cafe i NZ. Det var Esben meget imponeret over - han har noget med rekorder - så han fortalte meget entusiatisk til Nanna, at det var den højeste Cafe i New Zealand, hvorefter Nanna kigger nøgternt på selve bygningen og siger: "Den er da ikke særligt høj”, og det var den sådan set heler ikke, men den lå højt oppe.
Vi havde også en smuk gåtur ind til Taranaki Falls. Det var en rigtig flot tur under en høj blå himmel. Så flot faktisk, at ungerne fik lov at dyppe tæerne i floden ovenfor vandfaldet, og Lasse ikke kunne stå for fristelsen og tog en dukkert og fik massage under et af de mindre fald før vandfaldet.
Børnene er ikke specielt gode til gåture. Der er en del ”Er vi der ikke snart” ”Min ben er trætte” og ”Min rygsæk strammer/er for løs”. Vi havde regnet med og ønsket, at vi skulle gå mange flere ture – men på grund af syge børn er det desværre ikke blevet til så meget. Så det var nyt for dem, og de havde ingen fornemmelse af hverken tid, afstand eller deres egen formåen. Men vi kom da både ud og hjem, og på det meste af hjemturen blev der både leget og sunget, så går turen lidt nemmere.
Til gengæld er børnene blevet bedre til at køre i bil (det lærer man også på den hårde måde hernede). De kan finde på rigtigt mange narrestreger på bagsædet i en bil, som både larmer og skaber uro i bilen. Og vi har undervejs oplevet, at børnene faktisk ikke ser særligt meget af det, som vi kører forbi. Men den sidste tid har de kørt med lydbøger i ørerne (hvorfor gjorde vi dog ikke det fra starten?). Og det giver først og fremmest mere ro i bilen, og det gør også, at de faktisk løfter blikket og kigger ud på de fantastiske landskaber, som vi kører forbi.
Det er dog en fornøjelse at være sammen med sine børn 24/7. Man finder virkelig ud af deres forskellige personligheder. Astrid er Frk Ukuelig – Esben er Hr. Nysgerrig - og Nanna er lidt i sin egen verden. Esben spørger og spørger, men rigtigt meget af det, vi fortæller, hænger også fast hos pigerne. Der er blevet fyldt rigtigt meget viden og mange oplevelser på børnene, så man kan godt forstå, at de er ved at være godt fyldt op. De glæder sig til at se deres kammerater igen. De leger rigtigt godt sammen, og turen har helt sikkert bragt dem tættere sammen, men nu trænger de til at lege med deres venner og veninder igen.
Også som par er vi kommet tættere på hinanden. Der har ikke været meget tid til at holde i hånd, bare os to, men det er sjovt, spændende og rart at rejse sammen som voksne og genopleve vores parforhold på den anden side af "små børn". Sidste gang var vi unge (næsten i hvert fald) og skulle finde ud af, om vi skulle have en fremtid sammen. Men nu kender vi hinanden og er sikre på hinanden. Vi oplever begge to, at selvom denne tur snart er slut, så er der mange eventyr, som venter på os som voksne og som familie - Vi er såmænd så småt begyndt at lægge planer - både for den nærmeste fremtid men også om en lignende tur om nogle år. Så hvis nogen har gode ideer til, hvor vi kunne tage hen 3-6 måneder om fem-seks år, så modtages de med kyshånd...
Stalagmitter kommer nedefra og stalaktitter kommer oppefra, man kan huske det sådan her:
Stalagmitter gror fra mulden (staves med gm)
Stalktitter kravler fra taget (staves med kt)
Fantastisk! tak for det, Stine. Vi glæder os til at tage i jeres fodspor
SvarSlet