Vi har rundet det sydligste punkt på Sydøen Slope Point og er nu på vej nordpå.
Vi har tilbragt 3 dage i Catlins, et skov og kystområde allersydligst på sydøen, som bød på sæler, søløver, pingviner, vandfald, imponerende udsigter over flotte hvide sandstrande og rå og voldsomme klippeskrænter.
I Surat Bay boede vi på en superhyggelig lillebitte campingplads med søløver lige ude på stranden. Det var et blik tilbage til for 10 år siden, hvor vi tilbagte julene i Surat Bay på den tilstødende Backpacker. Den gang blev vi forfulgt af en meget nærgående søløvehan, som vi måtte løbe op i klitterne for at undgå at komme i nærkontakt med (Søløver kan løbe 25 km/t på stranden). Denne gang var søløverne mere fredelige. Der lå en stor søløvehan og sov på stranden, og han var på det nærmeste ligeglad med at folk og hunde gik forbi. Men lært af tidligere af erfaringer holdt vi respektfuld afstand. Det var dog sjovt at se, at stranden om morgenen var fuld af søløvespor (ligner traktorspor) fra søløver, der havde været inde og sove i klitterne om natten.
Allersydligst i Curio Bay er der en forstenet skov. Man kan tydeligt se træstammerne og træstubbe i klipperne fra en skov, der for 170 millioner år siden blev oversvømmet af vand fyldt med vulkansk aske og mudder. Det er så tydeligt, at man kan fornemme træernes årer og årringene i træstubbene. Og forskerne kan faktisk læse klimadata ud fra årringene, selvom de er forstenede.
Samme sted er der en koloni af guløjede pingviner, og på den tilstødende strand ligger søløverne og sover middagslur. Vi kunne på meget nær hold betragte et par unge søløver, der kærligt smålsloges på stranden. Det var en ung han, der gerne ville "øve sig lidt" på en ung hun. Men hun var ikke var helt samarbejdsvillig og måtte venligt men bestemt sige fra.
Alle steder er der skilte med, at man skal holde sig på afstand af dyrene - især pingvinerne. De guløjede pingviner er meget sky, og hvis der står folk i vejen, når de kommer ind fra havet med mad til ungerne, kan man risikere, at de vender om og efterlader unger og mager uden mad den dag. Alligevel flokkes folk om pingvinerne - som jo ikke løber særligt hurtigt - for at komme så tæt på, at de kan tage det perfekte billede.
Søløverne og sælerne skal man holde afstand til af hensyn til dyrene - de skal hvile sig efter de har været på havet i flere dage for at fouragere - men så sandelig også for ens egen sikkerheds skyld. Men mange har ingen respekt og tror, at dyrene er tamme dyr, som de næsten kan klappe. Vi fatter ikke, at folk ikke tror, at reglerne gælder for dem. Der er ikke meget forståelse for, at vi som mennesker er på besøg hos dyrene og derfor skal bevæge os i naturen på dyrenes præmisser. Hvis ikke vi gør det bliver dyrene så forstyrrede, at de enten bliver næsten tamme og nærgående (som fuglene fx Keaerne) eller de forsvinder fordi de ikke kan få ro til at opfostre deres unger.
Flere steder er der dog også eksempler på, at turisternes besøg kan være med til at fremme dyrenes trivsel. Især der hvor DOC (Department of Conservation (Skov- og Naturstyrelsen))regulerer og tager entre. Entrepengene går til forskning og til at forbedre forholdene for dyrene. Og det, at turisterne får kvalificeret informationer om dyrene, gør at de får en bedre forståelse for dyrene. På den måde er der gode eksempler på, at der sagtens kan være balance mellem at benytte og beskytte naturen. Et slogan hernede er "Love them from a distance - or loose them forever".
Lige nu er vi ved Fox Gletcheren på vestkysten af Sydøen, hvor vi har tilbragt et par dage for at slappe af. Lasse og Esben har været på ½dags-ekspdition på gletcheren. Så nu har Esben både gået på ild (White Island) og Is. De næste dage går det videre nordpå, hvor vi vil have nogle stranddage i Nelson eller Picton - hvis vejret ellers tillader det.
Børnene er mætte - derfor står den nu mest på hygge reste af tiden. Der bliver godt nok nogle lange dage i bilen for at komme tilbage til Auckland, hvor vi skal flyve fra. Men børnene har lydbøger i ørene, og så sidder de og nyder udsigten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar